Emerging Churches 1

Baggrund og præsentation

 

 

Deltagerliste.

 

Noter på eMF.

 

Oversigt over forløbet.

 

Tidspunkt

 

Efterårsferie?

 

 

Egen baggrund

Jeg tror, jeg læste om Emerging Churches (EC) for 5-6 år siden. I nogle artikler i Christianity Today. Før end der var ret mange andre, der havde hørt om det – i hvert fald blandt dem jeg spurgte og forhørte mig hos.

 

Det, der tiltrak min opmærksomhed, var måske ikke mindst det, som jeg fornam som et opgør med den amerikanske megakirke-kultur og tilbagevenden til ting, der stammede fra f.eks. oldkirken. Bl.a. det sakramentale. Selv om det var lidt utydeligt, hvad det hele gik ud på, syntes jeg det lød lidt forjættende. At man netop i en evangelikal sammenhæng begyndte at tænke i de baner. Skulle det mon være den forening af vækkelse og mission med det sakramentale og det objektive, som jeg selv havde mødt (f.eks. hos Bo Giertz), og som jeg godt kunne savne i en del af den type kristendom, der er vokset frem i vore egne kredse?

 

Vel, jeg fik ikke gjort så meget mere ved det. Læste nogle artikler og anmeldelser. Blev ved med at spørge folk, der var begyndt at beskæftige sig med det.

 

Efterhånden blev fænomenet mere kendt. Også herhjemme. Vi fik de første oversættelser af McLaren. Han besøgte Danmark. Og jeg må nok indrømme, at det kølnede min interesse en hel del. Hans tanker virkede langt mere løse og traditionsfjendtlige end det, jeg først havde fornemmet. Men alligevel sad jeg med et spørgsmål, om det var alt, hvad der var at sige om EC (man betonede hele tiden bevægelsens forskelligartethed). Det er bl.a. for at komme nærmere et svar på det spørgsmål, at jeg har udbudt dette forløb.

 

Dermed har jeg så også sagt lidt om min egen interesse i dette. Jeg er dogmatiker, ja. Og det vil sige, at jeg er optaget af det uopgivelige i troen midt i kirkens stadige forandring. Og nogen vil så måske mene, at jeg nærmest er programmeret til at være kritisk over for noget, der så stærkt som dette betoner opbrud og forandring. Og jeg skal da på ingen måde lægge skjul på, at der er ting, jeg reagerer på.  

 

Men jeg er altså ikke ude på at slagte. Jeg er og vil gerne være nysgerrig, ikke bare fagligt, men også personligt. Jeg vil gerne forstå - og måske lære. Jeg har stadigvæk dette lille håb om, at der her kunne være noget, der kunne få positive indvirkninger på vores eget kirkeliv.

 

Men dermed har jeg unægtelig også sagt noget om det begrænsede grundlag, jeg har for at gøre det! Det er således først nu i sommer, jeg har fået læst mig bare lidt mere grundigt ind på det.

To større bøger. Gibbs og Bolger (2006), som af mange udpeges som den centrale bog om EC – et fagligt stykke ordentligt arbejde. Derfor den, vi skal bruge som grundbog. Men da det først og fremmest er McLaren, folk i Danmark forbinder EC med, har jeg selvfølgelig også måttet læse ham – og skal have læst mere. Har læst A Generous Orthodoxy (2004), som helt klart fremstår som hans mest teologiske bog, den der kommer tættest på en systematisk fremstilling fra hans hånd, med fokus på det indholdsmæssige frem for det, der har med form at gøre.

Jf. Pouls Nyborgs speciale: ”Kirker i frembrud. Fænomenet ’Emerging Churches’ som ekklesiologisk missionsmodel”

Ichthys, sept. 07.

 

Rent læsningsmæssigt er jeg altså ikke engang på niveau med en, der har skrevet speciale om dette.

 

Skal jeg alligevel forsvare mig og det forehavende, vi er i gang med, vil jeg sige, at det ikke er første gang, jeg beskæftiger mig med postmoderne teologi. Radical Orthodoxy, som jeg i perioder har arbejdet lidt med de sidste par år, gør også meget ud af den postmoderne kontekst for at drive teologi, og har måske visse forbindelser til EC. Endvidere har jeg beskæftiget mig meget med Wright og den gudsrigesforståelse, som spiller en så stor rolle for EC. Og lad mig så også sige, at sådan er det at være systematiker: Man bliver nødt til at forholde sig til ting, som man ikke nødvendigvis er ekspert i!

 

Timerne i dag

har jeg, som det fremgår af oversigten for forløbet, tænkt mig at bruge til et første skridt ind i, hvad der ligger bag betegnelsen Emerging Churches. Og i forbindelse med det, prøve at skyde mig ind på den del af deres fremtræden, som måske i første omgang har vakt størst debat, nemlig deres gøren sig til ét med postmoderniteten – og i forlængelse af det: hvad dette betyder for deres syn på den kristne tro som en given størrelse, med basis i en historisk åbenbaring og det ord, der knytter sig til den. Med det som udgangspunkt skal vi så de følgende gange koncentrere os om nogle af de områder, som for EC selv er kerneanliggender (jf. G&B’s opbygning af deres bog).

 

Lad os begynde fra en ende af med selve

 

Betegnelsen Emerging Church

Ikke nogen helt entydig betegnelse. I min internetordbog forklares selve ordet emerge med

komme frem - Bjørnen kom frem fra hulen

vise sig - Hun viste sig som en stærk leder

dukke op - Der dukkede flere problemer op end forventet

komme til syne - En elefant kom til syne igennem disen

bryde frem - Endelig brød solen frem

opstå - De er bange for, at nye problemer vil opstå

fremstå - Bagefter fremstod han som en taber

 

Derfor emerging og ikke emergent. Det har ikke så meget med noget, der er afgørende vigtigt, at gøre, som noget, der er ved at træde frem.

 

Hvad mener man med, at kirken er ved at træde frem? Har den ikke været der hele tiden?

 

Navnet er et signal om et opbrud i forhold til kirken som den er nu, kirken i det 20. århundrede og århundrederne forude. Denne måde at være kirke på holder ikke længere. Den er en del af en kultur som er ved at forsvinde. Denne kirke vil stivne eller blive lagt i ruiner. Noget er ved at dø og må dø. Men midt i denne dødsproces er der noget andet, der er ved at træde frem (som en siger: For at noget kan emerge, må det først submerge). Kristendommen forsvinder ikke, men den kommer til at antage nye former.

 

Man ser flere steder henvisninger til overgangen fra oldtid til middelalder og fra middelalder til ny tid som paralleller for det, der er ved at ske nu. Og gør meget ud af at sige, at der i sådanne tilfælde var tale om dybtliggende forandringer, ikke bare af fremtrædelsesform, organisation, gudstjenesteform, virkemidler osv., men også et eller andet sted af indhold. 

McLaren 2004 betegnes i indledningen som vort tids 95 teser, altså som et skrift af samme grundlæggende betydning for et epokeskifte.

 

Hvad de former og det indhold, der nu træder frem, helt nøjagtig består i, ser vi endnu ikke – det ligger der jo også i ordet emerging. Det ligger under overfladen, vi aner konturerne, men ikke mere. Man er derfor på vej. Det hele er præget af forsøg og eksperimenter – og dermed også fejltagelser - alt sammen noget, man selv oplever som piblende liv.

Sml. G&Bolger s. 41 ff.

 

Man kan så lægge endnu flere betydningsnuanser i ordet emerge, som McLaren gør 2004 s. 313ff:

Biologiske paralleller - om planter, der træder frem igennem sumpen, med rødder under vand og plante i og over vand osv. Eller om en type intelligens, der vokser på basis af mange enheder af mindre intelligens, f.eks. myrebo. Også brugt om en type tænkning der ikke afviser tidligere tænkning, men omfatter det og videreudfolder det, som årring i et træ - til forskel for en tænkning der er lineær eller polemisk. Som et voksent menneskes forståelse og læsning hele tiden forudsætter indsigter og kundskaber, man tidligere har erhvervet. Som protestantisme der emerges fra katolicismen, idet man ser på det som sine egne rødder. Et andet billede er, hvordan biologisk liv bygger oven på de foregående, menneskeligt liv på det biologiske, og åndeligt liv igen har alt det foregående som sin basis. Det åndelige liv ikke den lille del, men slutpunktet og det omfattende, som alt det andet tragter imod.

 

Historisk baggrund

De umiddelbare historiske rødder for EC ligger ifølge G&B i en type kirker og gudstjenester, som begynder i 80’erne. G&B giver en omfattende beskrivelse af det s. 27ff. Miljøet det gror frem i, er tydeligvis det evangelikale eller karismatiske miljø i USA og UK, dvs. i miljøer og kirker, hvor man er stærkt optaget af at nå mennesker i dag. Den ene retning afløser den anden, ofte med udgangspunkt i nogle store menigheder og de metoder, man udvikler der. Det gælder f.eks. Purpose driven Church med Rick Warren. Eller hele begrebet seeker service, som vel er det, vi herhjemme forbinder med Willow Creek. Vineyard kirken hører også i høj grad med i dette baggrundslandskab.

 

En af de vigtigste forløbere for emerging church bevægelsen i USA synes måske alligevel at være såkaldte GenX-kirker. Jeg er igen ingen ekspert. Men ud fra beskrivelsen får man en fornemmelse af det som en måde at være kirker på, der – i bedste amerikanske stil – meget bevidst studerer det segment, man henvender sig til – i dette tilfælde generation X, som der blev talt så meget om – som tænker og føler på en helt anden måde en deres forældregeneration. Det drejer sig altså i dette tilfælde fortrinsvis om kirke for unge – ofte som en underafdeling af en eller anden større ”voksen” kirke.

G&B giver følgende beskrivelse af GenX gudstjenesterne:

”Gudstjenesten var kendetegnet af høj, lidenskabelig tilbedelse, musik rettet til Gud og den troende (ikke søgeren) … uærbødig humor, rå narrativ prædiken, et fællesskab i stil med Friends, og senere: stearinlys og kunst” (30).

 

Når det bliver en forløber for Emerging Church kan det meget vel have at gøre med, at der her, mere end ellers, sættes fokus på kulturen hos dem, man henvender sig til, koblet med en bevidsthed om, at denne kultur er en helt anden end den, man selv er vokset op med. (Denne bevidsthed om at stå over for en kultur, vi ikke umiddelbart forstår og derfor må prøve at sætte os ind i, er noget af dette, der følger med ind i EC.)

 

I løbet af 90-erne er der dog nogle, der bliver mere og mere klar over, at dette ikke bare er et ungdomsfænomen – som så kan lede til, at de unge senere kan gå over i voksen-afdelingen. Nej, der er tale om et grundlæggende kulturskifte.

 

Man bliver for alvor opmærksom på postmoderniteten – bl.a. ved en bog fra 1995 af Brian Walsh Truth Is Stranger that It Used to Be.

 

Der bliver lavet en hjemmeside, der søger at samle nogle af disse ting op – den får navnet EmergingChurch. Og McLaren skriver sin bog A New Kind of Christian (2001)

.

 

At der på det tidspunkt allerede må være en Emerging Church-identitet, fremgår af, at G&B har brugt fem år på undersøgelser og interviews, inden bogen endelig udkommer i 2006 – der må altså have været noget at undersøge i 2001.

 

Udviklingen i UK er anderledes. Det ser dog også her ud til at være begyndt med forsøg på at nå ud til unge, ofte ud fra den anglikanske kirke – evt. den mere karismatiske del af den (én henviser til et besøg af Wimber som afgørende). En forskel består også i, at der i UK er en større frihed til at eksperimentere inden for en allerede eksisterende kirke. Det kan meget vel hænge sammen med den ”folkekirkelige” struktur, vi også kender herhjemme fra, med frihed, både organisatorisk og teologisk.  I USA er der tydeligvis en stram styring i de omtalte evangelikale-karismatiske kirken som f.eks. Vineyard. Der er virkelig en boss. Det hænger sikkert også sammen med den amerikanske vægtlægning på effektivitet og resultater og vækst, der alt sammen kræver ledelse og styring osv.

 

Ikke alle kommer fra denne mere eller mindre evangelikal-karismatiske baggrund – det gælder f.eks. ikke hende, der skabte hjemmesiden, der gav navn til bevægelsen, Karen Ward. Hendes baggrund er vel snarere main-line: ELCA, ansat i det lutherske verdensforbund med de nære forbindelser til KV og den radikale eller liberale teologi, man kan finde der. Men jeg tror ikke det er forkert at sige, at langt den overvejende del gør det.

 

Fremtræden

Selv om rødderne til det, der efterhånden begynder at tage form af Emerging Church, ligger i denne vækkelsesprægede del af amerikansk og engelsk kirkeliv, er det i høj grad et spørgsmål, om man kan kalde dem evangelikale eller karismatiske – og om de selv vil betegnes sådan. Af nogle er de blevet betegnet som post-evangelikale – med den samme antydning af modsætning, som der ligger i postmoderne.

 

Igennem det jeg har læst, fornemmer man i høj grad, at der ligger et opgør. McLaren siger om sig selv et sted, at han i 1995 stod over for et afgørende valg i sit liv – mellem at fortsætte sin tjeneste i kirken (som tydeligvis var en klart evangelikal kirke og en progressiv sådan) eller forlade den. Han gav det et år. Mange af de ledere, der er interviewet i G&B’s bog, har en lignende historie. De er trætte af det, de står i, har svært ved at finde mening i det. Nogle taler om følelsen af et gab mellem den kultur, de ellers er en del af, og så det, de står som forvaltere af i kirken – uanset hvor ungdommeligt og med på noderne, det søger at være. EC er tydeligvis for mange en personlig odyssé – et forsøg på at få en kirke, hvor tingene hænger sammen. Jeg forestiller mig – uden at det fremgår af det, folk siger – at dette med det postmoderne for nogle af disse ledere er kommet som en gave. De er begyndt som ungdomsledere, men mærker at de selv tænker som de unge – at det altså ikke går over. Og har måske spurgt sig selv, om det da var dem, der var noget galt med. Og får så at vide, at det ikke handler om personlige problemer, men om et kulturelt fænomen.

 

Der er stadig ting, der forbinder dem med deres evangelikale fortid. Der er ønsket om at dele troen med andre – der er uden tvivl et stærkt missionalt drive i disse fællesskaber. Det er jo ønsket om at bringe kristendommen ind i en ny tid, der driver dem.

Der er en passion, som meget svarer til den, man finder i de kirker, de kom fra. Et ønske om at formidle på en måde, der kan forstås og tages imod af helt almindelige mennesker i vor tid – ikke bare den lille eksklusive skare.

 

Jesus spiller også, som vi allerede kan se i min oversigt, en central rolle for ens tro. Det er ham der er omdrejningspunktet – selv om vægtlægningerne i forståelsen af ham bliver lidt anderledes.

 

Bibelen har også en fremtrædende rolle – selv om vi også der vil se nye vægtlægninger.

 

Markeringen af frihed i forhold til tradition og ydre former må vel også et sted siges at være en arv fra den evangelikale baggrund.

 

Men så er der altså også forskelle. Og de er særdeles tydelige. Det går på ting, som vel må siges at høre til selve hjertet af den evangelikale tradition, det som nogle steder omtales som amerikansk revivalisme. Dvs. en forkyndelse og en praksis der har den enkeltes personlige omvendelse og evige frelse for øje.

 

Det er noget af det, som vi kommer til at skulle se nærmere på den anden gang under overskriften Jesus og Guds rige.

 

Man vil væk fra en kristendom, der kun handler om den enkelte og det hinsidige. Temaet synd og nåde nedtones tydeligvis meget. Ligeledes betoningen af skellet mellem et indenfor og et udenfor. Kristendom handler ikke først og fremmest om, hvad der skal ske med dig, når du dør. Det handler om at finde Gud i dette liv og se sig selv som en del af hans rige.

 

Det drejer sig om en kristendom, der omfatter dette liv og hele livet. Og som derfor har et helt andet forhold til den kultur og den hverdag, der præger mennesker, end vækkelsesbevægelserne traditionelt har haft. Hvor de traditionelt stået ængsteligt eller fordømmende på sidelinjen, ønsker man at gøre sig til et med den.

Det gælder musikstil, underholdning osv. Når det at gå på diskoteker eller i musikklubber fylder så meget, som det tydeligvis gør i UK’s storbyer, kan det ikke hjælp noget bare at stå uden for eller forsøge sig med svage efterligninger i form af lidt pæn og blød rock. Så må man blive en del af det. Så må man benytte sig af den, f.eks. ved at udvikle discjockeys (DJs) til at lede sine samlinger, der med sit personlige valg og sammensætning af musik, af lys og lyd, videosekvenser osv. skaber den helt rigtige og stærke stemning.

Når det at få livet til at hænge sammen i de belastede dele af byen, er det der fylder mennesker, så er det det, man må gå ind i med hud og hår – på en inkluderende måde, generous, sådan som Jesus selv gjorde det.

 

Man gør op med en kristendom, hvor det hele drejer sig om søndagens gudstjeneste og eller andre former for fokusering på det transcendente, f.eks. i lovsangens hengivelse og erfaringen af Gud igennem det, osv. Kristendommen handler om det daglige liv.

 

Det er, så vidt jeg kan se, en af grundene til, at man gør radikalt op med megakirkerne og i stedet ønsker at danne helt små fællesskaber, ikke mere end 40 personer, hvis fokus ikke er på gudstjenesten, men på livet.

 

De kirker, der vokser frem inden for EC’s netværk, er meget løst organiserede små fællesskaber, med en flad struktur, familieagtige fællesskaber, med stor rummelighed også læremæssigt, lydhørhed over for den enkelte, uanset hvor grundfæstede de er i troen, ja næsten uanset om de i udgangspunktet har en kristen tro overhovedet.  

 

Sammen med brugen af den almindelige kulturs virkemidler henter man bemærkelsesværdigt nok også inspiration fra ældre former, som bønner, brug af lys og røgelse. Nadveren - og ikke forkyndelsen - spiller den helt centrale rolle ved ens gudstjenester, dels fordi den udtrykker det ja til det skabte, som megen vækkelseskristendom har forsaget, dels fordi den på en anden måde end forkyndelsen sender et signal om, at man hører med.

 

Evt. G&B’s 9 praksisser:

1.      At identificere sig med Jesus

2.      At transformere det sekulære rum

3.      At leve som menighedsfællesskab (Living as Community)

-----

4.      At byde den fremmede velkommen

5.      At tjene gavmildt (Serve with Generosity)

6.      At deltage som producenter (Participate as Producers)

7.      At skabe som skabte væsener

8.      At udøve lederskab som legeme (Leading as a Body)

9.      At forene ældgammel og nutidig spiritualitet (Merging Ancient and Contemporary Spiritualities)

 

Forholdet til det postmoderne

Lad os prøve at se lidt på det, der som sagt har fremkaldt noget af den skarpeste kritik af EC (næsten den eneste kritik, jeg har mødt).

 

Netop fordi det er det, der fylder så meget i debatten om EC, kan det virke lidt mærkeligt, at jeg ikke bruger mere plads på det i dette forløb ved f.eks. at afsætte en aften til det alene. Min hovedbegrundelse for ikke at gøre det er, at spørgsmålet om det postmoderne og forholdet til det, ikke fylder noget særligt i G&B.

 

Det berøres kun i et forholdsvis kort indledende kapitel: ”A brief look at Culture”, s. 15-26 - ikke meget i en bog på 238 s. (335 inklusive præsentationerne af nogle af interviewdeltagerne). Et kapitel, der oven i købet er påfaldende opsummerende og overfladisk, uden en fornemmelse af, at dette er hjerteblod for forfatterne.

 

Det har fået mig til at spørge, hvor afgørende en ting, det postmoderne er for EC.

 

Som sagt er det her, kritikken har sat ind. F.eks. fra D.A. Carson (ham med ”The Gagging of God”). Lad os lige tage et genopfrisknings-lynkursus i, hvad der ligger i betegnelsen postmoderne, som igen kræver at vi siger lidt om det moderne, som det er et opgør med:

 

Moderne

Hvad er det moderne og dermed det, man gør op med? Den epoke, der for alvor får fart med oplysningstiden (Kant), men som har rødder tilbage til senmiddelalderen. Altså på mange måder identisk med det, vi opfatter som europæisk og vestlig tænkemåde, og som vi forbinder med den vestlige verdens tekniske og naturvidenskabelige triumfer.

 

Denne tænkemåde tager sin begyndelse med en adskillelse af det hellige, åndelige, transcendente og det synlige og konkrete, materien osv., i filosofi og videnskab. Før denne tænkemåde satte ind – og det vil sig både i den græsk-romerske oldtid og højmiddelalderen – var den evige, usynlige virkelighed en integreret del af ens forståelse af tingene. Jf. Platon og i en anden version Aristoteles. Al tings inderste væsen var af åndelig og evig art. Det materielle var det tilfældige og foranderlige.

 

Med den fremvoksende naturvidenskab i senmiddelalder og renæssance sker der en adskillelse her. Det guddommelige bliver et område for sig, knyttet til Bibelen og troen. Og det synlige og dennesidige bliver i stigende omfang forstået ud fra fornuften og de love, den bliver i stand til at afdække i det skabte.

 

Det førte efterhånden til fornuftens eneherredømme, når det drejede sig om alt, hvad der havde med videnskab at gøre. Jf. Descartes: Cogito – ergo sum.

 

Hvor filosofi og erkendelse før havde været kendetegnet af en vis ydmyghed, fordi man havde en erkendelse af tilværelsens omfattende og åndelige dimension, blev den nu kendetegnet af stor sikkerhed og dristighed – man følte virkelig, at man nåede ind til tingenes væsen ved denne brug af fornuft og empiri. Hvilket jo da tilsyneladende kun er blevet bekræftet ved de tekniske landevindinger, alt dette har medført.

 

Foundationalism

 

Men samtidig blev alt hvad der havde med tro at gøre, henlagt til det uvidenskabelige område, menneskets følelser, og noget, der dybest set hørte privatlivet til og ikke kunne knyttes til samfundet som helhed.

 

Derfor er det moderne også lig med det sekulare.

 

Det var fornuften og videnskaben, der havde eneherredømmet, når det drejede sig om at sige noget om virkeligheden. Den havde adgang til den ene sandhed og virkelighed. Teologien måtte derfor formuleres i lyset af dette – liberalteologiens store projekt.

 

Postmoderne

Det er denne tro på den ene sandhed, som fornuften har adgang til, postmodernismen er ét stort opgør med.

 

På mange måder står dette opgør i forlængelse af den modernisme, man gør op med. Det er modernismens indsigter i tilværelsen som en historisk, evolutionær strøm, uden guddommelige styrende indgreb, der fører til postmodernismens opgør. For hvis man tager dette alvorligt, så er menneskets fornuft en lige så tilfældig ting, et produkt af sine omgivelser, som alt andet i denne strøm. Så er det meningsløst at tale om den ene sandhed. Alting flyder. Og den ene store sandhed - hvad enten det er en religion, der hævder den, eller det er oplysningstidens filosofi og naturvidenskab, der gør det - er ikke andet end den ene eller den andre gruppes eller befolknings forsøg på at undertrykke andre. Det er ren, eller snarere forklædt, magt. I vores tid først og fremmest den vestlige verdens magt og undertrykkelse af andre kulturer.

 

Det er i forlængelse af dette, vi får opgøret med den ene historie, den ene sandhed. Ideologierne har mistet deres magt. Der findes ingen objektive sandheder. Heller ikke i litterære og andre tekster. Sandheden er noget, den enkelte finder i sit møde med teksten eller sine omgivelser – som en sandhed for sig selv, som ikke er bedre end den sandhed, en anden måtte finde. Stor tolerance. Og en grundlæggende skepsis, nogen vil sige ligegyldighed, over for sandhedsspørgsmålet.

 

Postfoundationalism

 

Postmodernismen er således et skridt videre i den sætten mennesket i centrum, som modernismen jo er et udtryk for – derfor også betegnelsen senmodernisme. Hvor det i modernismen var fornuften, i almen forstand, der kom til at stå i centrum, bliver det nu mennesket med alt hvad der rummer og er af følelser og fornemmelser (i og med at fornuften har mistet sin almengyldighed) der er kommet til at stå i centrum.

 

Kritikken af EC’s opkobling på postmodernismen

Det er noget af det, som har fremkaldt skarpest kritik af EC (næsten den eneste kritik, jeg har mødt). Se særlig Carson. For betyder dette ikke en relativisme, som er umulig for kristendommen? En ting er, at man vel kan se en sandhed i opgøret med modernismens ene store sandhed. Men hører det ikke til kristendommens væsen at hævde, at der findes en sandhed, og at det, kristendommen repræsenterer, netop er sandheden?

 

Kristendommen repræsenterer jo ikke religiøs følelse sådan i al ubestemmelighed. Den har sin basis i, at Gud har talt og handlet. På en måde og med et indhold, som adskiller sig fra alle andre guder og deres ord. Og at han kræver at vi vender os fra alle andre guder og holder os til ham alene. Kristendommen har sin basis i, at han trådte ind i denne historie i og gennem et ganske bestemt menneske, som talte nogle ganske bestemte ord og gjorde noget ganske bestemt, som ikke kan tolkes i alle mulige retninger, men som handler om det fortabte menneskes forløsning og frelse (noget af en mundfuld at sluge for både det moderne og det postmoderne menneske). Osv.

 

Hvordan kan dette forenes eller bare nogenlunde forliges med en opfattelse af mennesket som sit eget livs centrum? Og Gud og hans ord som noget, der ikke gælder som sådan, men må om ad vor accept? Osv.

 

Hvis EC gør sig til ét med denne tankegang, kommer EC så ikke til at minde om liberalteologien og dens store projekt, nemlig at tale og tænke kristendom, så det blev forståeligt og antageligt for mennesker i dag - nu blot med et postmoderne i stedet for et moderne tilknytningspunkt?

 

EC og postmodernismen

Jeg synes, at den slags spørgsmål er nærgående. Og især når man læser McLaren, kan man i høj grad sidde med lignende spørgsmål. Ikke bare fordi han konkret er så positiv over for liberalteologi i forskellige afskygninger som han er – bl.a. definerer han EC som et forsøg på at forene evangelikale og liberale. Men også fordi han virker så negativ, ja direkte fjendtligt indstillet over for hævdelsen af kristendommens basis i et givet og bestemt ord, en bestemt tro, med et bestemt indhold. Hans yndlingsaversion er tydeligvis en selvbevidst protestantisme, der bliver ved med at pukke på sandheden, og på, at det er os, der har den. Ikke at jeg ikke kan forstå irritationen over for en alt for højtråbende og selvbevist protestantisme. Men kunne man da ikke på en eller anden måde signalere, at der midt i al usikkerhed og væren på vej, er en sandhed, vi alle må søge at få fat i?

 

Jeg er helt med på, at McLaren har en bestemt tro. Meget tidligt i sin fremstilling i A

Generous Orthodoxy kommer han med noget, der kan minde om en trosbekendelse.

 

”I am a Christian because I have confidence in Jesus Christ – in all his dimensions (those I know, and those I don’t). I trust Jesus. I think Jesus is right because I believe God was in Jesus in an unprecedented way” (s. 77)

 

Denne bekendelse spiller uden tvivl en grundlæggende rolle. Men det hindrer ham åbenbart ikke i at kunne tage det påfaldende let med hvem Jesus er. Jf. et eksempel, jeg lige fik præsenteret: En siger til McLaren: Jeg kan ikke fatte, hvorfor Jesus absolut skulle dø. McLarens svar: Det kunne Jesus heller ikke…

 

På dette punkt fornemmer jeg en forskel mellem McLaren og G&B (uden at man måske skal overbetone den, i og med at McLaren kommer med en så uforbeholden tilslutning til G&B, og i og med at man nok skal passe på med at spille G&B ud mod en person, som spiller en så central rolle i EC, som McLaren gør).

 

Forskellen viser sig bl.a. i den meget begrænsede præsentation af postmoderniteten hos G&B, og det begrænsede engagement man fornemmer i behandlingen af det. Det, der fylder noget, når G&B skal udfolde EC, er teologiske ting: Jesu forkyndelse af Guds rige, dette riges karakter, Jesus måde at fremstille og virkeliggøre det, Guds væsen (nemlig sendelsen, missio Dei), kirkens væsen ud fra især evangelierne – og såmænd også kirkens tradition i en vis udstrækning osv. Resultatet er ikke nødvendigvis mere klassisk og traditionelt end hos McLaren. Men måden at nå frem til det på, er for mig at se anderledes – nemlig hele tiden ud fra en teologisk basis.

 

Det betyder ikke, at jeg altid er enig i det, der siges om den teologiske basis. Men i og med at de bygger det på noget, er det for det første til at diskutere med; for det andet sender det et signal, der er afgørende for mig, nemlig at man altså har basis for det man siger og tror et andet sted end i kulturen, at man har det i en åbenbaringsvirkelighed.

 

Jeg vil ikke hermed sige, at det postmoderne ikke spiller nogen særlig rolle også for G&B. Det siges af flere af dem, jeg har læst, at noget af det, der binder disse meget forskelligartede grupper sammen i et netværk, netop er bevidstheden om, at vi befinder os i et grundlæggende kultur- og paradigmeskifte. Det er jo det, der er hovedargumentet for deres påstand om behovet for et radikalt skift i måden at være kirke og kristen på. Hvis ikke påstanden om denne epokale vending i vores kultur og tænkemåde holder, så falder i hvert fald en del af det, de fremfører til jorden. Så kan der ske justeringer og forandringer, men ikke de radikale nybrud, hvor noget først må dø.

(Der er jo nogle af os, der ikke i vores hjerter er helt overbevist om, at vi står i en så ny situation. Betyder det, at vi så kan lade udfordringen fra EC ligge? Det mener jeg ikke – hvilket først og fremmest hænger sammen med, at man i G&B lægger så megen vægt på udgangspunktet i kristendommens basis i sin udfoldelse af tingene.)

 

Og sådan er det da også hos G&B. Ofte gøres der op med den hidtidige måde at være kirke på med den begrundelse, at det er et nedslag af en typisk moderne måde at tænke og forstå på.

 

Men det man da trækker frem, er ofte ting som dette, at megakirkerne efterligner de store indkøbsmarkeder i deres fokus på effektivitet, styring, tal, osv.; at man lægger kirken i forlængelse af det moderne forbrugersamfund, uden noget reelt fællesskab - det eneste, der binder os sammen, er det, man passivt får en time eller to søndag formiddag. Eller det er den moderne manglende fokus på det hellige og skønne, afsakraliseringen af livet og det skabte, den manglende helhed til forskel for en holistisk tankegang osv.

Det postmoderne bliver i dette lys faktisk mere en præmoderne modkultur.

 

Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at det postmoderne meget ofte sættes lig med det post-sekulare. Dvs. at det, man først og fremmest forbinder det postmoderne med, ikke så meget er relativismen, tomheden, meningsløsheden, nej’et til alle store sandheder og ideologier, herunder religionen som sandhed, men nej’et til det guddommelige og dets nærvær i det daglige og materielle. Ikke begrænsningen af virkeligheden til ens eget lille subjektive virkelighed, men åbningen af virkeligheden til det uendelige, midt i det dagligdagse (jf. Radical Orthodoxy).

 

Der kunne siges en hel del mere om EC’s forhold til det postmoderne. Der er udfordringer i det. Men sådan som man her udfolder det postmoderne – som en kultur og tænkemåde, der udfordrer kirken, ikke bare mht. til forkyndelse, men mht. til fremtræden, og som noget, der må give anledning til igen og igen at overveje, hvad tror og kristendom er - har jeg ikke de store problemer – når blot det står fast, at der er et givet udgangspunkt for det, vi tænker og gør.

 

Bibelen

Lad mig til sidst forsøge at sige noget ganske kort om, hvad der siges om dette udgangspunkt – først og fremmest bibelsynet.

 

Lad mig kort gengive, hvad G&B skriver om det s. 69f:

 

Man har tydeligvis problemer med vigtige elementer i det bibelsyn, der gennemgående spiller en rolle i evangelikale sammenhænge: Bibelen som Guds inspirerede ord, hvis autoritet man kæmper for, og hvor Gud giver svar på alle livets problemer.

 

”The Bible was a book to be defended against all detractors. The combatants came out of their respective corners for an intellectual boxing match, each opponent seeking to score points against the other” (G&B s. 69).

 

Dette er en typisk moderne måde at forstå og bruge Bibelen. Det sikre fundament, som man kan drage sikre og uigendrivelige slutninger ud fra.

 

At man lægger afstand til det, betyder ikke, at man er gået over til en rationalistisk-liberal tilgang til bibelen – den er jo lige så moderne.

 

”For them [EC-folk] the Bible presents a fascinating collection of stories that together make up the big Story that stretches from before creation to beyond the end of time. … God communicates with humanity, not primarily through the form of propositions but through a story illustrated by parables, riddles, sayings, and folk songs. It is a story that is still unfolding and in which we have a part at this point of time. The Bible is an invitation to share in the excitement, commitment, and risk of a journey of a lifetime rather than a book providing answers and a safe place. It is not a jigsaw but a painting that has exquisite detail and rich colours in some areas yet sketchy in others. It is a finished product in the sense that we are not going to get more, and we have to live with what we’ve got. But it will be complete in our eyes only when we are in the presence of the Lord at the fulfilment of human history. We are not at liberty to treat it as a paint-by numbers canvas or to paint over what has been given either because we do not like it or because we insist on details being included out of our own imagining or under the claim of new revelations” (G&B s. 70)

 

For mig at se er der noget indlysende rigtigt i denne bibelforståelse – selv om jeg sagtens kan se dens svaghed og fare: at der i en sådan betoning af enheden frem for de enkelte ord, kan blive svært at tale om ord og bud, der gælder med absolut myndighed.

 

Men det bekræfter vel under alle omstændigheder billedet af en bevægelse, der ikke bare lægger sig i forlængelse af kulturen, men, alle uklarheder til trods, ser på sig selv som et bibelsk funderet, kristent anliggende.

 

Det er dette anliggende vi da vil bruge de kommende gange til at se nærmere på.